9/11 og mainstream-pressen
Foredrag af professor Dr. David Ray Griffin givet ved the National Press Club den 22. juli 2005.

 

Efter 9/11 angrebene accepterede jeg “the blowback thesis” (”gengældelses-teorien”, red.), ifølge hvilken angrebene var en hævn for den amerikanske udenrigspolitik. Cirka et år senere fremførte en kollega, at angrebene var orkestreret af vor egen regering (den amerikanske regering, red.).


Mit svar var, at jeg ikke kunne tro, at Bush administrationen – selv Bush administrationen – ville gøre noget sådant. Få måneder senere foreslog en anden kollega, at jeg kiggede på et website vedrørende ”the 9/11 timeline” (en kronologisk opsat tidslinie for hændelser i forbindelse med 9/11, red.) opsat af Paul Thompson. Denne timeline – fandt jeg – indeholdt et enormt antal af rapporter – alle fra main stream kilder – rapporter, som modsagde den officielle forklaring.

Dette startede en proces, som første mig til at publicere bogen The New Pearl Harbor: Forstyrrende spørgsmål vedrørende Bush Administrationen og 9/11 (Originaltitel: The New Pearl Harbor: Disturbing Questions about the Bush Administration and 9/11), som sammenfatter en stor del af det bevismateriale, der er opdaget af tidligere researchere – beviser, som jeg konkluderede peger på en stor forbrydelse mod offentligheden.

 

I en retssag, efter sagsøger har præsenteret sin indledende sag, anmoder sagsøgtes forsvarer dommeren om frifindelse på de anklagepunkter, der ifølge forsvareren ikke er hold i. Ikke desto mindre, hvis dommeren finder, at der er hold i anklagen, må sagsøgte søge at modbevise anklagerne. Sagsøgtes forsvarer kan ganske enkelt ikke blot ignorere sagsøgers påstande ved alene at sige, at anklagepunkterne er ”for skandaløst upassende for et svar.” Hvis forsvarerens argumentation ikke er fyldestgørende for en frifindelse, må det konkluderes, at sagsøgte er skyldig.

 

Bush administrationen svarede på anklagerne mod sig, som enhver forsvarsadvokat ville, men hævdede desuden, at anklagerne var for skandaløse til, at de kunne tages seriøst, endsige svares på. Præsident Bush selv advarede offentligheden om ikke at tolerere ”skandaløse konspirationsteorier.”

 

Hvad præsidenten virkeligt mente var, at folk ikke skulle tolerere andre konspirationsteorier end hans egne, ifølge hvilke 19 arabiske muslimer overvandt historiens mest effektive og sofistikerede forsvarssystem og desuden overvandt fysikkens love ved at nedrive tre stålramme-skyskrabere på en måde, som matcher bygningsnedrivning med kontrolleret sprængstof.

 

Ikke desto mindre var hvad der på det tidspunkt var brug for en eller anden, som kunne påtage sig rollen som dommer og fordomsfrit beslutte, om Bush administrationen havde begået kriminalitet mod befolkningen.

 

Denne rolle skulle være spillet af pressen. Men mainstream pressen ofrede i stedet sig selv som talerør for administrationens egen konspirationsteori.

 

Den upartiske dommers rolle er ikke desto mindre aldrig blevet udspillet af samfundet, som tæller millioner og atter millioner af mennesker, som i dag tilslutter sig 9/11 Truth bevægelsen’s formodning om, at Bush administrationen selv tog en aktiv rolle i angrebene.

 

Det faktum, at præsidenten endelig var tvunget til at give møde for 9/11-Kommissionen, gav Bush administrationen mulighed for at forsøge at afvise alle beskyldninger. Det kunne antages, at 9/11-Kommissionen ville have spillet rollen som den upartiske jury ved simpelthen at evaluere beviserne fra de konkurrerende konspirationsteorier og derefter beslutte, hvilken af konspirationsteorierne var den stærkest underbyggede.

 

Kommissionens undersøgelser blev ikke desto mindre foretaget af dens egen stab. Og denne stab var dirigeret af Det Hvide Hus’s egen mand i Kommissionen, Philip Zelikow - et faktum, som mainstream medierne ikke har nævnt. Under Zelikow's lederskab indtog Kommissionen rollen som beskytter for Bush administrationen mod al-Qaeda. Ved at gøre dette, tog Kommissionen implicit rollen som forsvarer for Bush administrationen. Et vigtigt spørgsmål vedrørende 9/11 Kommissionen i den henseende er, hvorledes Kommissionen behandlede indholdet i bogen The New Pearl Harbor, som vi ved Kommissionen havde mange kopier af.

 

I bog nummer to, The 9/11 Commission Report: Omissions and Distortions (9/11 Kommissionsrapporten: Fortielser og forvanskningr; David Ray Griffin’s bog nr. 2 om 9/11, red.), viste jeg, at Kommissionen slet og ret ignorerede det meste af bevismaterialet og forvanskede resten. Jeg vil summere nogle få af de 115 ’fortielses- og forvanskningssynder’, som jeg identificerede.

 

Bogen The New Pearl Harbor rapporterede om beviser på, at mindst 6 af de påståede flykaprere stadig er i live. David Harrison fra the Telegraph interviewede to af de mænd, som blev rapporteret døde på Flight 93, flyvemaskinen, som blev rapporteret nedstyrtet i Pennsylvania. Den ene af personerne sagde, at han havde ”aldrig hørt om Pennsylvania," endsige døde der.

 

Nyhedsbureauet The Associated Press rapporterede, at Waleed al-Shehri, der ifølge Bush administrationen var ombord på flyvemaskinen Flight 11 (Flyet, som ramte World Trade Center's North Tower; en Boeing 767-223ER med en planlagt rute fra Boston til Los Angeles, red.), kontaktede den amerikanske ambassade i Marokko cirka to uger efter 9/11. 9/11 Kommissions-Rapporten foreslog ikke desto mindre, at al-Shehri var ansvarlig for i flyet at have dolket en person fra flykabinepersonalet kort tid før Flight 11 torpederede the North Tower.

- South Tower kollapsede på 10 sekunder." Men kommissionen forklarede aldrig, hvordan ild plus en torpederende flyvemaskine kunne være i stand til at forårsage en sådan kollaps.

 

Professor Dr. David Ray Griffin

 

Bogen The New Pearl Harbor refererede til oplysninger om, at selv om Mohamed Atta, den formodede anstifter af fly-ulykkerne, var portrætteret som en meget religiøs muslim, elskede kan faktisk alkohol, svinekød og stripdansere. Zelikow-Kommissionen sagde ikke desto mindre, at Atta var blevet ”fanatisk” religiøs. Kommissionsmedlemmerne sagde også, at de ikke kunne finde nogen sandsynlig forklaring på, at Atta og de andre flykabrer rejste til Las Vegas. Mainstream-pressen har ladet Kommissionen slippe afsted med disse åbenlyse modsætninger.

 

Folk, som har set Michael Moore's film Fahrenheit 9/11 ved, at præsident Bush var i et klasserum i Sarasota, da han blev fortalt, at et fly nummer to havde ramt World Trade Center - tegnet på, at landet led et terrorist angreb uden fortilfælde. Og alligevel sad præsidenten fortsat i klasserummet, som intet var hændt.

 

Mange kritikere har spurgt, hvorfor præsidenten ikke øjeblikkeligt trådte i karakter som landets leder, men langt mere vigtigt, hvorfor de højt trænede Secret Service agenter ikke øjeblikkeligt bragte ham i sikkerhed. Bush's tilstedeværelse i klasserummet på skolen i Florida var offentligt kendt efter annoncering i alle de større medier.

 

9/11 Kommissionen fandt det i de efterfølgende undersøgelser mere vigtigt, at præsidenten opretholdt ’decorum’ (ikke lod sig anfægte, red.) end det at beskytte præsidentens liv. Mainstream-pressen havde ingen kommentarer vedrørende den bemærkelsesværdige hændelse.

Et andet større spørgsmål afledet af den officielle konspirationsteori er, hvorledes flykabrer ved at smadre 2 fly ind i Twin Towers (wtc1 + wtc2, red.) fik både disse og Building 7 (wtc7, red.) til at kollapse. Et problem er, at Building 7 ikke var ramt af et fly – og stålramme-skyskrabere er aldrig før eller siden er kollapset på grund af brand alene – selv ikke i tilfælde, hvor ildebrande har været større, varmere og mere længerevarende end tilfældet var i New York den 11. september 2001.

 

9/11 Kommissionen undgik dette problem ved simpelthen ikke at nævne dette faktum i rapporten, endsige nævne i rapporten, at Building 7 kollapsede.

 

Et andet problem, som jeg nævnte tidligere er, at alle tre skyskraberes kollapser (wtc1 + wtc2 + wtc7, red.) havde samtlige standard-kendetegn på anvendelse af kontrolleret sprængstof. For eksempel kom alle tre skyskrabere ned med næsten frit-falds-hastighed. 9/11 Kommissionen anerkendte endda dette faktum, idet de sagde, at "South Tower kollapsede på 10 sekunder." Men kommissionen forklarede aldrig, hvordan ild plus en torpederende flyvemaskine kunne være i stand til at forårsage en sådan kollaps.

 

“Kontrolleret sprængstof” (Controlled demolition, red.) var desuden påpeget af det faktum, at kollapserne var totale og at de 110 etagers tvillingetårne (Twin Towers, red.) kollapsede til en dynge, som kun var få etager høj. Den bærende ’kærne’ i hver skyskraper bestod af 47 massive stål-søjler, der strakte sig fra kælderfundament til tag. Selv om vi ignorerer andre problemer/mangler i den officielle ”pandekage-teori” vedrørende kollaps, skulle disse massive stål-søjler efter kollapset stadig have stået tilbage og stukket mere end 300 meter op i vejret. Zelikow's Kommission (d.s.s. 9/11 Kommissionen, red.) behandlede dette problem med forvoven påstand om, at den indvendige sålkonstruktion var ’en hul stålstang’ ("[t]he interior core of the buildings was a hollow steel shaft.").

 

James Glanz, en videnskabsskribent for New York Times, var i 2003 medforfatter på en bog med titlen The Rise and Fall of the World Trade Center. Denne bog indeholder en ekstensiv diskussion vedrørende tårnenes konstruktion omkring de 47 bærende bærende stål-kerne-søjler.

 

Og da 9/11 Kommissionen i 2004 udgav sin utrolige benægtelse af, at disse søjler overhovedet skulle eksistere, protesterede New York Times ikke.

 

Et andet eksempel: At ødelægge disse massive stålsøjler ville have krævet meget kraftfuld sprængstof.

Mange af de overlevende fra tårnene havde rapporteret, at de hørte og opfattede eksplosioner. Men 9/11 Kommissionen fejlede i at nævne en eneste af disse rapporter. William Rodriguez (vicevært i det nordlige tvillingetårn) fortalte 9/11 Kommissionen bag lukkede døre, at han opfattede og hørte enorme eksplosioner i kælderen til North Tower, hvorefter han reddede mennesker derfra – men hverken hans navn eller ét eneste af hans vidneudsagn kan findes i Zelikow's endelige rapport (d.s.s. 9/11 Kommissions-rapporten, red.).

 

Mainstream-pressen har også nægtet at rapportere Rodriguez's historie – endda selv om NBC News tilbragte en hel dag i hans hjem for at optage den.

 

Kommissionen fejlede også i at nævne de mange grunde til, at det kan konkluderes, at Pentagon ikke var ramt af ”Flight 77”-flyvemaskinen. 9/11 Kommissionen fejlede endvidere i at indsamle og indhente film fra videokameraer, hvis film blev konfiskeret af FBI øjeblikkeligt efter angrebet på Pentagon. Disse videoer ville i det mindste have kunnet give svar på ét af spørgsmålene, nemlig hvorvidt der var tale om en Boeing 757.

Kommissionen hentydede dog til et problem – nemlig det faktum, at Hani Hanjour, den påståede pilot var kendt som værende total inkompetent og ikke i stand til at flyve en Boeing 757, endsige foretage den bemærkelsesværdige flymanøvre det blev påstået var sket, før den påståede flyvemaskine ramte Pentagon. Kommissionen behandlede dette problem ved simpelthen at sige, at på den ene side var Hanjour opfattet som en “forfærdelig pilot”, mens kommissionen et andet sted siger, at han var tildelt pilot-opgaven, idet han skulle have været ”operationens mest erfarne pilot.” Mainstream-medierne har ikke talt om denne selvmodsigelse.

 

Kommissionen fejlede endvidere i at diskutere det materiale, der indikerer, at “Flight 93”-flyvemaskinen kunne være skudt ned af det amerikanske militær, måske mens passagererne, ifølge den officielle forklaring – var i færd med at tage kontrol over maskinen.

 

Kommissionen beskæftigede sig kun indirekte med det problem ved at hævde at vicepræsident Cheney ikke gav besked om nedskydning før klokken 10:10, hvilket var mindst fire minutter efter ”Flight 93” forulykkede. I forsøg på at støtte denne påstand, sagde Kommissionen, at Cheney ikke gik ned i ”Operations Center” under the White House før klokken næsten var 10:00 den morgen.

 

For at fremsætte denne påstand måtte Kommissionen ikke desto mindre modsige alle tidligere rapporter. Kommissionen måtte desuden slette transport-minister Norman Mineta's vidneudsagn, som ellers blev afgivet under Kommissionens offentligt åbne høringsdel, hvor Mineta oplyste, at da han klokken 9:20 gik i kælderen, havde Cheney allerede taget kommandoen.

 

Selv en så åbenlys løgn, understøttet af nogle så grove udeladelser af beviser og vidneudsagn har ikke udløst reaktioner fra mainstream-pressen. Der er dusinvis af andre fortielser og forvanskninger, som pressen har tilladt Kommissionen at slippe af sted med.

 

For eksempel Kommissionens godkendelse af, at General Richard Myers var på Capitol Hill den morgen, stemmer ikke med Richard Clarke's rapport ”Against All Enemies”, ifølge hvilken Myers var i Pentagon, hvor han deltog i Clarke's videokonference.

 

Hvad mere er, Kommissionens forklaring på hvorfor de kaprede fly ikke blev standset, modsiger den forklaring, der er blevet fortalt siden kort efter 9/11 – ikke kun af USA’s militær, men også af pressen i tusindvis af historier. Men nu siger pressen – akkurat som Gilda Radnor (tidl. kvindelig amerikansk komiker, red.) – slet og ret: “Pyt med det!”.

 

Ikke desto mindre, som disse illustrationer viser (powerpoint illustrationer vist ved Dr. David Ray Griffin’s foredrag, red.), fejlede 9/11 Kommissionen – der ellers havde muligheden for at gendrive og tilbagevise en folkemordsretssag mod Bush administrationen.

 

Dette betyder, at publikationen af 9/11 Kommissions-Rapporten nu behøver at blive anerkendt som grundlag for en retssag, idet det var på publikationstidspunktet, at en retssag mod Bush administrationen blev relevant.

 

Hvad vi har brug for nu, er en presse, der vil indrømme dette over for det amerikanske folk – hvilket er af yderste vigtighed, idet den officielle historie om 9/11 har dannet grundlaget for stort set enhver anden forfærdelighed, som Bush administrationen har begået.
--

 

 

 

KILDE: http://www.911truth.org/truthemergency/pages/DRGspeechNPC.htm

--

 


911avisen@911avisen.dk